URANIA. Med det foreliggende Hefte begynder Urania sin Tilværelse. Den voksende Interesse for Stjernehimlen, der i de senere Aar saa tydeligt har givet sig til Kende paa mange Maader, gør det sandsynligt, at der baade skulde være Brug for og Jordbund for et Tidsskrift som dette. Det er dog ikke uden mangehaande Betænkeligheder, at undertegnede er gaaet i Gang med at forsøge at løse den Opgave at skabe et maanedligt udkommende Organ for Amatørastronomer og alle astronominteresserede, men der er fra saa mange forskellige Sider fremsat meget kraftige Opfordringer i denne Retning, at jeg ikke længere har ment at turde sidde Opfordringerne overhørig. »Urania« vil udkomme hver Maaned, hvorved Læserne sikres imod, at astronomiske Nyheder bliver for gamle, før han erfarer om dem. Stoffet vil forøvrigt blive taget fra hele Astronomien, og Behandlingen vil blive fuldkommen populær, saaledes at Tidsskriftets Indhold er tilgængeligt for enhver. Saavidt muligt vil Artiklerne blive illustreret. Foruden at virke for Popularisering i bedste Forstand af Astronomien skulde »Urania« ogsaa gerne blive et Organ for den arbejdende Amatør, paa hvilket Felt af Faget end hans Interesse ligger. Et særligt Hensyn vil blive taget til Selvbyggere af Instrumenter; herhen hørende Stof vil for en stor Del finde sin Plads i en rummelig Rubrik, der vil faa Titlen: »Amatørens Observatorium«. Denne 1
Rubrik vil ogsaa fungere som Brevkasse. Man vil forstaa, at Redaktionen i høj Grad kalder paa Læsernes Medarbejderskab. Det er i det hele taget Meningen, at den interesserede selv skal kunne komme til Orde i »Urania«s Spalter. Planen ligger saaledes klart nok. Tidsskriftet vil altsaa indeholde almindeligt oplysende Artikler om nyt og gammelt indenfor Astronomien, det vil bringe Meddelelser om Nyheder paa Stjernehimlen, og holde Læserne à jour med Himlens vekslende Udseende Aaret rundt. Endelig skal Tidsskriftet være Amatørastronomernes Organ, hvori Amatørerne selv har Lejlighed til at drøfte deres specielle Problemer. Man skal aldrig love mere, end man kan holde. Redaktionen har omfattende Planer til Gavn for Læserne, men deres Realisation afhænger i høj Grad af Forholdene, derunder den Tilslutning dette Tidsskrift vil faa. Vi kan dog allerede nu nævne nogle Fordele, som Læserne straks vil blive delagtige i: Gratis Boglaan fra Uraniaobservatoriets Bibliothek (aabent Kl. 17-18), samt Adgang til Demonstrationer paa Stjernehimlen paa Uraniaobservatoriet. Ogsaa dette sidste er gratis. Aftale om Klokkesiet for Demonstrationer, der i Vinterhalvaaret kan ske alle Ugedage undtagen Lørdag, træffes bedst samme Dag pr. Telefon Godthaab 2366, hvilket Nummer er baade Uraniaobservatoriets og foreløbig ogsaa Tidsskriftets (se desuden senere i Heftet). Redaktionen vil iøvrigt være overordentlig lydhør overfor Forslag og Ønsker fra Læsernes Side og vil være glad for den snævrest mulige Kontakt med Læserne. Hermed være Tidsskriftet og noget af dets Program præsenteret. At Fejlgreb eller Vanskeligheder skulde kunne undgaas, er umuligt, hvorfor der i paakommende Tilfælde paa Forhaand appelleres til Læsernes Overbærenhed. Maatte dette Tidsskrift saa blive, hvad Redaktionen ønsker, og Læserne med Rette kan forvente. C. Luplau Janssen.
2 Nicolaus Koppernikus. Naar et astronomisk Tidsskrift begynder sin Existens i Aaret 1943 vil det være naturligt straks i Starten at mindes en af Astronomiens virkelige Stormænd, Nicolaus Koppernikus. Den 24. Maj i Aar var 400 Aarsdagen for hans Død, og netop, da han laa for Døden, forelaa de første trykte Sider af hans Storværk om Himmellegemernes Bevægelser. Fra dette Værk og til vor Tids Viden om Stjernerne har Udviklingen bevæget sig fremad efter en ret Linie; Koppernikus gjorde op med gamle Fordomme og skabte et nyt og frugtbart Grundlag for et virkeligt Studium af den Verden, der ligger udenfor vor Jord. Koppernikus saa Dagens Lys den 19. Februar 1473 i den polske By Thorn, hvor hans Fader var en velhavende Købmand, der dog allerede døde i Aaret 1483. Familien tog sig af den unge Koppernikus' Opdragelse og sørgede for, at han slog ind paa den Vej, som hans Evner og Begavelse tydeligt anviste, nemlig den studerende. Hans Studier, der dels foregik ved Universitetet i Krakow og dels i Bologna i Italien, gjorde ham hurtigt til en af sin Tids ypperste lærde. Han var lige vel bevandret i Theologi, Sprog og Naturvidenskab, og sit Livsophold fik han som Domherre ved Domkapitlet i Frauenburg. Hans Evner og Kundskaber blev paa mange Maader taget i Brug, saaledes har han i 1522 udgivet et Skrift om Forbedring af det preussiske Møntvæsen, men det blev dog indenfor Astronomien, at han fik den store og gennemgribende Betydning. Hele Livet igennem syslede han med Studier over Verdensbygningen, og efterhaanden naaede han frem til en helt ny Opfattelse. Han tøvede længe med at offentliggøre den, og først da han gik i sit 71. Aar, fik hans Venner og fortrolige ham overtalt til at lade sit Livsværk trykke og udgive. Det siges, at han netop paa sin Dødsdag fik de første færdigtrykte Ark i Hænde. Koppernikus' Bog bærer den latinske Titel: De revolutionibus orbium coelestium (Om Himmellegemernes Kredsbevægelser). I denne Bog gør Koppernikus sig til Talsmand for den Tanke, at Solen, vor Sol, sidder i Verdens Midte. Om dette Himmellegeme kredser en Skare mørke, afkølede Kloder, de saakaldte Planeter eller Vandre-stjerner. Den 3. Planet i Rækken, regnet inde fra Solen, er vor Jord. Desuden hævder Koppernikus, at vor Jord drejer sig om sin Akse, og at denne Akse har en nogenlunde fast Stilling i Rummet, idet den peger op imod Polarstjernen. Efter Koppernikus' Opfattelse har Jorden altsaa 2 Bevægelser, dels en Omdrejningsbevægelse om 3
sin Akse, og dels en fremadskridende Bevægelse i en lukket Bane omkring Solen. Et Omløb varer et Aar. Alle Planeter løber samme Vej omkring Solen, med forskellig Fart og omtrent i samme Plan. Bevægelsen sker fra Vest imod Øst. Denne Opfattelse var i den allerskarpeste Modstrid med den ældre Opfattelse, der navnlig skyldtes Grækeren Aristoteles, ifølge hvilken vor Jord sad urokkelig fast i Verdens Midte med ikke blot Solen og Planeterne, men ogsaa hele Stjernehimlen kredsende omkring sig. Paa Grund af Jordens Bevægelse omkring Solen, saaledes som Koppernikus opfattede Sagen, beskriver Planeterne ret indviklede Baner rundt paa Himlen. Dette Fænomen, som man kendte saa godt gennem Iagttagelser, havde de gamle Grækere med Alexandrineren Ptolemaios i Spidsen søgt at forklare ved Hjælp af et yderst indviklet System af Cirkelbevægelser, og Indvendinger havde man fejet til Side med et Argument som »Hvad der er kunstigt paa Jorden, kan være simpelt i Himlen«. Dette Argument imponerede dog ikke Koppernikus, han mente, at det var bedre at hævde en simplere Forklaring, hvis man kunde finde en saadan, og som vi allerede har hørt, lykkedes det ham at finde en simpel Forklaring. Den katolske Kirke hævdede Rigtigheden af det gamle Verdens-system, og det varede da heller ikke længe
før man blev klar over, hvor radikale Koppernikus' nye Ideer var. Troen paa det kopperni-kanske System
blev forbudt, og dette Forbud blev først officielt ophævet i 1835. Dermed var det koppernikanske System
dog ikke skrinlagt, tværtimod fik det hurtigt mange begejstrede Tilhængere som f. Eks. Italieneren Galilei,
hvem det lykkedes ad Iagttagelsens Vej at godtgøre det nye Systems Rigtighed. Galilei saa nemlig i sin
lille Kikkert, hvorledes Jupiters 4 klare Maaner kredsede omkring Hovedplaneten, ligesom Planeterne
kredser omkring Solen. Snart efter fandt ogsaa Tyskeren Kepler de nøjagtige Love for Planeternes
Kredsen. Endelig noget senere opdagede Englænderen Newton Tyngdeloven. Denne Lov forklarer, hvorfor
Planeterne kredser omkring Solen. Hos Koppernikus finder vi ogsaa de første Antydninger af den
Opfattelse, at der ikke existerer nogen fast Himmelkugle, men at alle Stjernerne er Kloder, der svæver frit i
det store Verdensrum, en Tanke, hvis Rigtighed alle senere Undersøgelser har bestyrket. Koppernikus har
altsaa æren af at have startet den moderne Astronomi, efter at man i mange Aarhundreder paa dette
Punkt ikke havde vovet at tænke en eneste ny Tanke. Han vil derfor altid høre til i Kredsen af
Astronomiens ypperste, sammen med Tycho Brahe og Ole Rømer og de Mænd, hvis Navne vi allerede har nævnt.
5
Vor Landsmand Tycho Brahe har haft en lignende Betydning for Astronomien, men paa et helt andet Omraade, Tycho Brahe er den første moderne Iagttager, han var den Mand, der indsaa, at Astronomiens Fremskridt i Praksis krævede et helt nyt Grundlag af Iagttagelser. Gennem Konstruktionen af nye og meget nøjagtige Instrumenter muliggjordes nye og meget nøjagtige Iagttagelser, der kom til at danne Grundlaget for vor Tids praktiske Astronomi. Tycho Brahes Iagttagelser kom bl. a. til at danne Grundlaget for Keplers Studier, men netop paa Grund af sine Iagttagelser kom Tycho selv til at ivre imod det koppernikanske System. Tycho ræsonnerede nemlig som saa. Koppernikus hævder, at Jorden i Løbet af et Aar løber rundt om Solen, men saa maa ogsaa Retningerne til Fixstjernerne stadig forandre sig, disse Stjerner maa synes at flytte sig paa Himlen. Nu viste Tychos Iagttagelser ikke den ringeste Flytning, hvorfor han holdt paa, at Jorden maatte staa stille. Ganske vist havde Tycho den Udvej at regne med, at Stjernerne var saa langt borte, at de aarlige Flytninger blev saa smaa, at de ikke kunde maales. Denne Tanke afviste Tycho, idet han mente, at hvis Afstandene var saa store, vilde Stjernekloderne selv blive urimelig store. Han mente nemlig, at Stjernerne saas paa Himlen som smaa Skiver, hvis Størrelse han kunde maale. Hvis disse Kloder sad langt borte, vilde Stjernerne blive urimelig store. Paa dette Punkt tog Tycho Brahe altsaa fejl, selv om hans Grundlag tilsyneladende var rigtigt nok. Senere Tider viste, at Tycho Brahe tog fejl, naar han mente at se Stjernerne som smaa Skiver. I Virkeligheden er de kun funklende Prikker uden tilsyneladende Udstrækning. Den moderne nøjagtige Iagttagelseskunst har ogsaa paavist de aarlige Flytninger, der er meget smaa. Dette sidste er det mest straalende Bevis for Rigtigheden af det koppernikanske System. Red.
Lidt om Jupitermaanerne. De fleste Amatørastronomer glemmer sikkert aldrig deres Glæde ved det første Bekendtskab med Jupiters Miniatureverden. I den lille, faststaaende Amatørkikkert ser man den store, gullige Planetskive glide langsomt gennem
Synsfeltet paa Grund af Jordens Rotation. Fire klare Stjerner, omtrent paa Linie, konvojerer Giganten
gennem det mørke Himmelrum. Vender man saa sin Kikkert en Timestid senere mod Jupiter igen, ser man
tydeligt, at Stjernerne har flyttet sig i Forhold til hverandre og Planeten. Maaske er en af dem forsvundet bag ved Jupiter, maaske er den ved at passere foran Planeten og forsvinder da tilsyneladende ogsaa. Kun dens lille kulsorte Skygge tegner sig skarpt paa Planetens svagt nuancerede Skybælter. En Maane giver tit paa denne Maade den ærværdige Jupiter et komisk Udseende. Saaledes saa Planeten en Aften for nogle Maaneder siden ud, som om den havde tillagt sig de nydeligste fremspirende Bukkehorn. Det var to Maaner, der stod foran Planeten lige ved Skivens Rand. Astronomerne har haft et stort Besvær med at samle Viden om disse Maaners Overflade. Ganske vist er det muligt allerede i en 81 mm Kikkert ved god Luft at fornemme, at den tredje og fjerde Maane viser smaa Skiver. Men et virkeligt Studium er kun muligt med store Instrumenter paa de bedst beliggende Observatorier. For nylig har den franske Astronom Lyot offentliggjort nogle interessante Observationer af disse Himmellegemer. Arbejdet er gjort paa det franske Bjergobservatorium paa Pic du Midi i 2870 m's Højde med en 38 cm Linsekikkert. Det er i sig selv lidt af en Bedrift at kunne se Aftegninger paa disse Maaner selv med en stor Kikkert. Den største ses nemlig her fra Jorden under en Vinkel, der er mindre end 1½ Bueskud [sic!]. Til Sammenligning kan anføres, at Mars, der regnes at være ret vanskelig at observere, kun tages i Kikkerten, naar Synsvinklen er 15-20 Buesekunder. Man maa derfor uvilkaarligt beundre de franske Astronomer, der har været i Stand til at tegne ret detaillerede Kort over de fire Maaner. Men den tynde, rolige Bjergluft har ogsaa tilladt dem at anvende 900 Ganges Arbejdsforstørrelse med Fordel - noget man aldrig kan herhjemme. Det viser sig, at de to største Maaner (Ganymed og Callisto), Nr. 2 og 3 [3 og 4] i Afstand fra Jupiter, viser Aftegninger, som synes at svare til en Mellemting mellem Mars's og Jupiter's. Saaledes ser man lyse Polarpletter og mørke ækvatorstriber. Paa Ganymed er der endog set flere kraftige mørke Pletter i ækvatorstriberne. De to inderste Maaner (Io og Europa) viser derimod et andet Udseende med store, afvekslende lyse og mørke Partier uden særlig Symetri. Dog er der paa Europa en Antydning af Tilbøjelighed til Ansamling af mørke Partier om Planetens ækvator. Lyot mener desuden at kunne slutte af sine Observationer, at Maanerne har bunden Rotation om Jupiter, ligesom vor egen Maane om Jorden. Der findes fra tidligere Tid kun en Observationsrække, som vir- 7
kelig kan tjene til Sammenligning, nemlig af Pickering paa det berømte Lowell Observatorium i Arizona (1894), og den viser god Overensstemmelse med de franske Observationer. Skønt vi ikke med smaa Instrumenter herhjemme kan præstere lignende Ting, kan vi dog gøre os nyttige ogsaa paa dette Omraade. Man kan saaledes ved at sammenligne Maanernes Lysstyrker med hverandre og med Stjerner, som Jupiter passerer paa sin Bane, skaffe yderligere Beviser for Rotationens Art. Lidt større Instrumenter giver Observatørerne Lejlighed til at følge Maanernes Passage over Jupiterskiven. Ved disse Lejligheder har man observeret interessante Detailler, da hele Affæren ikke gaar saa skematisk for sig, som man skulde tro. Sommetider forsvinder Maanen fuldstændig, naar den er kommet et Stykke ind paa Skiven; men den kan ogsaa tilsyneladende skifte Farve og være synlig som en graa Plet under hele Passagen. Sjældne synes de mørke Passager at være. Men det beskrives, at den fjerde Maane af og til passerer forbi Jupiter saa sort som sin egen Skygge. I de smaa udenlandske Himmelkalendere er der Fortegnelser over Jupitermaanernes Stilling for hver Nat, saa man kan i Ro og Mag forberede sig paa disse smaa astronomiske Skuespil. Om vort urolige Vejrlig vil lade det store Fortæppe glide til Side, er en anden Sag. P. Darnell.
8 Amatørens Observatorium. Elektrisk Urkontakt. Mange Amatørastronomer har experimenteret med Installation af Sekundkontakter i Pendulure. En saadan Indretning er nødvendig i saare mange Tilfælde, f. Ex. naar man ønsker at benytte en Kronograf, et Apparat, hvorom mange Iagttagere af Maaneokkultationer drømmer, eller til Synkroniseringsanordninger ved Drivværk paa Kikkerter og meget andet. I mange Henseender er Problemet simpelt og tilsyneladende let at løse, der foreligger da ogsaa mange forskellige Løsninger. Dog viser det sig ofte, at Konstruktionerne ikke helt svarer til Forventningerne. Driftsikkerheden er ikke altid god, efter kortere eller længere Tids Forløb begynder Kontakten at sætte ud, Signalerne svigter. Aarsagen hertil er som Regel »Snavs« under en eller anden Form, idet vi ved Snavs her ogsaa forstaar Følgerne af den Forbrænding - Korrossion - der frembringes af eventuelle Gnister paa Kontaktstedet. Følgen heraf er Usikkerhed og stadigt Eftersyn, Rensning af Kontakterne med paafølgende Efterregulering af Uret o.s.v., velkendte og plagsomme Fænomener. I Bøger om Instrumenter findes Beskrivelser af mange gode og sikkert ogsaa driftsikre Anordninger. De er ikke billige at anskaffe, og de lider hyppigt af den Mangel, at deres Anbringelse i et ældre Ur er temmelig besværlig og ofte helt umuligt. Amatøren vil som Regel være henvist til mindre Anordninger, der anbringes, paa selve Pendulets Stang. Her anbefales ofte Kvægsølvkontakter, men Kvægsølvets bekendte Tilbøjelighed til at ilte sig i Luften gør i mange Tilfælde Nytteværdien af en saadan Kontakt temmelig problematisk. Paa Urania Observatoriet opstod allerede for mange Aar siden Spørgsmaalet om Anbringelse af en Kontaktanordning i Observatoriets Stjernetidsur (Konstruktør: J. Olsen), og efter adskillige mere eller mindre vellykkede Forsøg blev man tilsidst staaende ved den Anordning, der nu skal beskrives, og som det staar enhver interesseret frit for at kopiere. Metoden er kun brugbar, naar Uret har Pendul (Sekundpendul) med Træstang, men denne Betingelse er vel opfyldt hos de fleste Amatører. De store rigtige Præcissions-ure er altid fra Fødselen udstyret med det bedst mulige Kontaktsystem, saa her falder Problemet bort, men saadanne Ure findes jo kun paa de offentlige Observatorier. Et Kontaktapparat som det her beskrevne slutter Strømmen hvert 2. Sekund, hvad man altsaa maa regne
med ved de Instrumenter, der 9
Der ses en Del af den store Pendulstang. Det sorte Pendul er det lille Pendul, der frembringer Kontakten ved P. I Relæet etableres et nyt Kredsløb med Batterier til Drift af Kronograf, Urkontrol o. s. v. Begge Ledninger fra Kontakten føres op gennem Uret, hvor man maa føre dem uden om Tandhjul og andre bevægelige Dele. 10tilsluttes gennem et Relæ. Hosstaaende Tegning viser Konstruktionen i alle Enkeltheder. Omtrent midt paa Pendulstangens Forside anbringes et lille extra Pendul, der naturligvis svinger, naar Hovedpendulet er i Gang. Udsvinget er selvfølgelig altid modsat Hovedpendulets. Det lille Penduls Svingninger foregaar mellem 2 Skruer, hvoraf den til venstre (A) er forsynet med et isolerende Anslag af Ben. Skruen (B) til højre danner Kontakten. I den første Konstruktion skete Kontakten direkte mellem den afrundede Skrueende og en lille Platinplade, anbragt direkte paa Siden af det lille Penduls Metalstang. Denne Form er god nok, hvis man ønsker en meget kortvarig Forbindelse, idet det lille Pendul straks springer tilbage, naar Skuren B er rigtigt indstillet. Er B skruet for langt ind, »danser« det lille Pendul og giver en hel Række korte Strømstød, hvad der jo ikke er tilsigtet. Da Kontakten her paa Urania nærmest skulde benyttes til Synkronisering af Hovedkikkertens Urværk, foretoges en lille, men væsentlig ændring af Konstruktionen. Paa højre Side af det lille Penduls Stang anbragtes en meget blød Staalfjeder (F) med en lille Platinplade (P), der rammer Kontaktspidsen paa B, naar det store Pendul svinger ud til venstre. Herved sikres en meget blød og paalidelig Kontakt, hvis Længde kan varieres indenfor ret vide Grænser. Konstruktionen skulde hermed egentlig være færdig. Trods Anbringelse af en Kondensator over Gnistrummet (se Ledningsføringen paa Tegningen), opstod alligevel nogen Korrossion, der i Tidens Løb gav Anledning til lidt Usikkerhed. For at raade Bod paa denne Mangel foretoges en lille Forbedring ifølge et Raad stammende fra Civilingeniør E. W. Mollerup. Under Fjederens frie Ende fastklæbedes en lille Stump Viskelæder (C) til Pendulstangen. Herved opnaar man, at Fjederen ved Anslaget mod Spidsen B bøjes ind mod Pendulstangen, hvad der bevirker, at Skrueenden B »skrubber« mod Platinpladen, hvorved der sker en lille. Rensningsproces ved hvert Anslag. Denne Anordning er efter de indhøstede Erfaringer særdeles god og driftssikker, naar man blot fra Tid til anden sørger for at udskifte Batteriet. Maalene fremgaar af Tegningen. Batteriet er et 4½ Volts Lommebatteri, og Kondensatoren har en Kapacitet af 2 Mikrofarad. Vedrørende Ledningsføringen bemærker vi, at den ene Ledning staar i Forbindelse med Metalstangen paa det lille Pendul, medens den anden er ført til Skruen B. Ledningerne føres op gennem Uret, og der benyttes meget tynd og meget bøjelig Ledning. C. L. J.
11
Astronomiske Begivenheder. Maaneformørkelsen den 15. August. Den store og mærkelige Maaneformørkelse den 15. August forløb med delvis klar Himmel i København.
Maanen stod formørket op, men saas kun flygtigt gennem Skyrifter. Den sidste Time af Formørkelsen var
Himlen gunstigere, saaledes at det blev muligt at op-
tage hosstaaende Fotografi, der viser Formørkelsen noget senere end den største Fase, der som bekendt var
9/10, hvilket jo betyder, at 9/10 af Maanens Tværmaal var nedsænket i Jordens Skygge. Billedet er optaget
med Uraniaobservatoriets 160 m/m fotografiske Kikkert. Nyopdagelser og andet nyt fra Himlen. Ifølge Meddelelse fra det internationale Bureau for astronomiske Telegrammer paa Københavns
Universitetsobservatorium har Professor Hoffmeister i Sonneberg fundet en ny Stjerne i Ørnens
Stjernebillede. Positionen for 1855 er
Ifølge samme Kilde er Nova'en nu af 12. Størrelse. Den er blusset op i Tidsrummet 13. April-2. Maj i Aar og havde, da den lyste stærkest, Klarheden: 7. Størrelse. Ifølge senere indløbne Meddelelser er denne nye Stjerne fundet paa en Række fotografiske Optagelser fra April og til nu. Klarheden viser fra først i Juni, hvor den var af Størrelse 8,6, en fortsat Tilbagegang. Før sin Opblussen var Nova'en sikkert svagere end 17. Størrelse, hvilket er fastslaaet ved Undersøgelse af tidligere Plader optagne med samme Instrument, hvor den er absolut usynlig. Saavidt man kan se af det foreliggende Iagttagelsesmateriale, drejer det sig her om en typisk ny Stjerne. Som andre nye Stjerner befinder den sig indenfor Mælkevejens Omraade. Stjernen staar en Ubetydelighed Øst for Altajr og c. 23' sydligere. C. L. J.
Ifølge Meddelelse Nr. 962 fra det internationale Bureau for astronomiske Telegrammer paa Københavns Universitetsobservatorium har Rumæneren Damaica fundet en ny Komet af 8. Størrelse. Opdagelsen skete den 3. September. Calin og Popovici har sidst observeret Kometen, da den befandt sig i den store Bjørns Hovede med Bevægelse i nordlig Retning. Kometen kan altsaa kun ses i Kikkert, og ved Redaktionens Slutning den 21. September forelaa endnu hverken Baneberegning eller yderligere Oplysninger om denne Komet. C. L. J.
13
Himlen i Oktober 1943.
Maanen er paa Aftenhimlen fra Maanedens Begyndelse til og med den 20. Oktober. Derefter er den paa Morgenhimlen til Nymaane, hvorefter den vandrer over paa Aftenhimlen. Maanen iagttages bedst omkring Kvarterskifterne, for Aftenobservationer kommer Dagene omkring den 6. i Betragtning. Merkur er længst Vest for Solen den 10. Oktober og kan da eftersøges paa den østlige Morgenhimmel før Solopgang. Stillingen er dog ikke gunstig. Venus er ogsaa Morgenstjerne og er paa Himlen først i Maaneden 3 Timer og sidst i Maaneden 4 Timer før Solopgang. Mars skal søges mod Øst ved Midnatstid først i Maaneden og noget sydligere paa samme Tidspunkt ved
Maanedens Slutning. Saturn ses i Nærheden af Mars. Denne sidste Planet er let kendelig paa sin røde
Farve. Jupiter er ogsaa Morgenstjerne og staar ved Maanedens Begyndelse op henad 1½ og sidst i
Maaneden allerede Kl. ca. 0,30. Algol er i Minimum i Nattetimerne:
Algol er den bekendte foranderlige Stjerne i Perseus' Fod. I Minimum er Lysstyrken meget mindre end
Stjernens normale Klarhed. Man behøver ikke at være nogen øvet Iagttager for at have Glæde af Algol. Læserne og Uraniaobservatoriet. For astronomiinteresserede er det altid af Betydning at have Adgang til et Observatorium, hvor man ved Selvsyn kan stifte Bekendtskab baade med Himlens Mærkværdigheder og med de Forhold, under hvilke Astronomerne arbejder. Uraniaobservatoriet, Dr. Olgas Vej 25, Kbh. F. Tlf. Godthaab 2366, staar aabent for Uranias Læsere. Betingelsen for Besøg er blot den, at man træffer telefonisk Aftale med Observatoriet, hvis Telefon som Regel altid er aaben Kl. 17-18. Der forevises dog som Regel ikke Lørdag Aften. Uraniaobservatoriet besidder et betydeligt astronomisk Biblio-thek, hvortil der er offentlig Adgang. Bibliotheket indeholder megen populær og halvpopulær astronomisk Litteratur ved Siden af rent videnskabelig Litteratur og Tidsskrifter. Haandskrevne Kataloger forefindes. Der er aabent Kl. 17-18 i Tidsrummet Sept-Juni. I Sommertiden er det tilraadeligt at træffe telefonisk Aftale om Adgang. Forsendelse af Bøger til Provinsen finder Sted mod Refusion af Portoudgifter. Begge disse Fordele er gratis for »Urania«s Læsere. Nye Bøger i Uraniaobservaioriets Bibliothek. »Urania«'s Læsere vil blive holdt à jour med vigtigere Nyanskaffelser til Uraniaobservatoriets Bibliothek. Her følger Titlerne paa den sidste Maaneds Erhvervelser: Smart, W. M.: Foundations of Astronomy. London. 1942. Couderc, Paul: l'Architecture de l'univers. 2. edition. Paris 1941. Nissen, A.: Solen og dens Børn. København. 1943. Bruhat, Georges: Les étoiles. Paris. 1939. Semitjov, Wladimir: 43,000,000 mil i världsrymden. Stockholm. 1936. Semitjov, Wladimir: Mot slocknande solar. Stockholm. 1937. 15
Stjernebillederne den 15. Oktober Kl. 21. Lavt i Nord finder vi Karlsvognens 7 klare Stjerner med Vognstangen vandret pegende mod Vest. I Nordvest er Bootes ved at gaa ned, Arkturus staar lige i Horisonten. Højt i Sydvest ses Sommertrekanten, bestaaende af de 3 klare Stjerner Vega i Lyren, Deneb i Svanen og Altair i Ørnen. Mellem Vega og Karlsvognens Stang findes højt paa Himlen Dragens Hovede og under dette Billede Herkules, hvilket Stjernebillede let kendes paa de 2 skæve Firkanter. Vender vi os dernæst lige mod Syd, finder vi i god Højde paa Himlen Pegasusfirkanten, fra hvis venstre Hjørne Andromedas Stjernerække peger imod Nordøst. Under Pegasus finder vi nær den sydlige Horisont Vandmanden og Stenbukken. Nær Zenith lyser Kassiopejas W, og skraat nedad til venstre for dette Billede opsøges Perseustrekanten, der staar lige til højre for den klare Stjerne Capella i Kusken. I Nordøst er Tvillingerne Kastor og Pollux lige staaet op, og lidt til højre for denne Stjernegruppe øjnes Tyrens røde Øje Aldebaran, ikke saa langt fra den smukke Stjernehob Pleijaderne eller »Syvstjernen«. Under Perseus, Kassiopeja og Andromeda finder man let Vædderens Stjernetrekant, og endnu dybere Okad, den eneste tydelige Stjerne i Fiskenes Billede. Langs den sydøstlige Horisont hviler Hvalfiskens langstrakte Stjernerække. Vi bemærker her Stjernerne Menkar og Deneb Kaïtos. Stjernehimlen indtager samme Stilling en Time senere ved Maanedens Begyndelse og en Time tidligere ved Maanedens Slutning. I Teaterkikkert er det interessant at betragte Dobbeltstjernen i Knækket af Karlsvognens Stang, Syvstjernen og de 2 Stjernehobe mellem Perseus og Kassiopeia. Mælkevejen løber over Himlen fra Nordøst lodret op over Hovedet og ned i Sydvest. C. Luplau Janssen.
»Urania«, Populært astronomisk Tidsskrift, udkommer 12 Gange aarligt. Abonnement, der er bindende for et Aar, koster 7 Kr. for et helt Aar og 4 Kr. for et halvt Aar. Løssalgspris 85 Øre. Til Skandinavien og øvrige Udland: Ovennævnte Priser + gældende Tryksagsporto. Abonnement tegnes i Tidsskriftets Ekspedition: Handelskonsulent F. M. Thordarson, H. D., Nørrebrogade 229. Telefon Taga 7882, hvortil alle Henvendelser om Forsendelse, Abonnement, Annoncer o. lign. bedes rettet. »Urania«'s Redaktion: Mag. scient. C. Luplau Jansen, Uraniaobservatoriet, Dr. Olgas Vej 25, Kbh. F. Telf. Gothaab 2366 (bedst Kl. 17-18). Alle Henvendelser vedr. Tidsskriftets Indhold, Manuskript, Forespørgsler etc. bedes rettet til Redaktionen. PETERSEN & NIELSEN |